Månedsrapport: Falcon Danske Aktier | August 2023

FALCON DANSKE AKTIER

Falcon Danske Aktier er en investeringsfond i Investeringsforeningen Falcon Invest.

Strategien blev startet op i februar 2012 og har således mere end 10 års track record. I starten var fonden unoteret og henvendte sig kun til professionelle investorer. I september 2017 blev fonden børsnoteret. Det var nu muligt for alle at blive medinvestorer.

I 2021 og 2022 opnåede Falcon Danske aktier henholdsvis 4 og 5 stjerner fra det uafhængige analysehus Morningstar. Stjernerne gives for at levere det bedste risikojusterede afkast over 3, 5 eller 10 års sigt relativt til alle andre passivt og aktivt forvaltede fonde, der investerer i danske aktier.

Falcon Danske Aktier har til og med august 2023 givet et afkast på 468% siden opstarten for 12 år siden. Det er et afkast i særklasse.

MARKEDSKOMMENTAR

Det danske aktiemarked (OMX Copenhagen) endte måneden med et minus på næsten 5%. Selvom en stor stigning til Novo Nordisk på over 17% primo måneden trak op i afkastet, faldt flere af de andre indekstunge selskaber så som Ørsted, Vestas og A.P. Møller-Maersk med minusser på over 10%. Ørsted tiltrak sig mest opmærksomhed med et fald på -25%. Selskabet mistede en fjerdedel af sin markedsværdi efter millardnedskriver på deres projekter i USA.

PORTEFØLJEKOMMENTAR

Nettoafkastet i Falcon Danske Aktier var -0,4% for måneden, mens sammenligningsindekset, OMX Copenhagen Cap GI, endte med et afkast på -4,6%.

Novo Nordisk A/S var ubetinget den største bidragsyder til afkastet i august med en stigning på +17,2% og en porteføljevægt på næsten 10%. Vi har 2 gange i august måtte reducere beholdningen for at overholde placeringsreglerne. Aktien steg efter meget positive resultater for hjerte-kar-studiet, Select, med vægttabsmidlet Wegovy,

Zealand Pharma A/S (+9,0%) bidrog også meget positivt til afkastet efter fremlæggelsen af sit kvartalsregnskab. Selskabet er kommet i de store aktørers søgelys, da det sidder på flere lægemiddelkandidater til behandling af fedme. Mange af større medicinalselskaber søger mod dette interessante marked.

Blandt top-3 bidragsyderne befandt Pandora A/S (+5,2%) sig. Selskabet fremlagde et kvartalsregnskab, som kom bedre ind end forventet. Den bedre udvikling var primært drevet af en overraskende stærk omsætningsvækst, der viste robusthed i salget i forhold til, hvad analytikerne havde estimeret. Smykkeselskabet venter nu en højere organisk indtjeningsvækst, og markedet kvitterede med kursstigninger i en ellers sur måned. Pandora A/S er blandt de mest stigende aktier i det danske eliteindeks i år med et afkast på over 50%.

Ambu A/S (-16,5%), ISS A/S (-10,8%) og Vestas Wind Systems A/S (-12,5%) gav alle 3 de største negative bidrag til afkastet. For Ambus vedkommende fortsatte de kursmæssige udfordringer efter selskabets opjustering i juli, der af markedet blev tolket som værende for konservativ. Ultimo august aflagde selskabet regnskab. To ud af tre forretningsben viste negativ vækst. Selskabet præsenterede nye initiativer til at forbedre lønsomheden i ét forretningsben samt forlade markeder, hvor indtjeningsgrundlaget er for lavt. Med udsigten til lavere omsætning tog markedet ikke godt imod regnskabet.

ISS A/S dykkede efter aflæggelsen af sit regnskab, selvom det indeholdt en opjustering af vækstforventningerne. Frasalg af selskabets franske forretning udløste en nedskrivning på 1,3 mia.kr, og analytikerne udtrykte bekymring for pres på marginerne samt at meget af den organiske vækst er drevet af pristigninger.

Regnskabet fra Vestas Wind Systems A/S var ikke opløftende, og det blev til endnu et underskud i årets andet kvartal. Priserne på råmaterialer og udfordringer med globale forsyningskæder har sat sine spor. Efter konkurrenten, Siemens Energy, havde indentificeret kvalitetsproblemer på deres vindmøller, har markedet også været nervøs for, at noget lignende skulle ramme Vestas.

PORTEFØLJEÆNDRINGER

Der var ingen ændringer i porteføljen i august.

3 største MÅNEDSSTIGNINGER

Aktie Vægt* Stigning**
Novo Nordisk A/S Class B 9,7% 17,2%
Zealand Pharma A/S 3,9% 7,7%
TORM PLC Class A 1,6% 7,7%

* Angiver vægten ultimo måneden.
** Stigning/Fald angiver kursudviklingen i DKK inkl. udbytter.

3 største MÅNEDSFALD

Aktie Vægt* Fald**
Boozt AB 0,9% -21,3%
Ambu A/S Class B 3,4% -16,5%
Vestas Wind Systems A/S 2,3% -12,5%

5 største investeringer

Aktie Sektor Vægt
Novo Nordisk A/S Class B Sundhed 9,7%
DSV A/S Industri 6,5%
Danske Bank A/S Finans 6,1%
Jyske Bank A/S Finans 6,1%
FLSmidth & Co. A/S Materialer 5,7%

Fonden anvender en aktiv investeringsstrategi, hvilket indebærer, at afkastet kan afvige væsentligt fra markedet – i begge retninger.

Nærværende rapport er alene udarbejdet til brug for orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe, beholde eller sælge værdipapirer omtalt i rapporteringen eller investeringsbeviser i Investeringsforeningen Falcon Invest. Rapporteringen kan ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af finansiel, juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Investeringsforeningen Falcon Invest og Falcon Fondsmæglerselskab A/S kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af dispositioner – eller mangel på samme – foretaget på baggrund af oplysningerne i denne rapportering. Historiske afkast er ikke en garanti for fremtidige afkast og investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges. Der tages forbehold for eventuelle fejl.