Årsrapport: Falcon Brighter Future | December 2024
FALCON Brighter Future
Falcon Brighter Future er en investeringsfond i Investeringsforeningen Falcon Invest.
Fonden er en global aktiefond med fokus på bæredygtighed og investering i selskaber med attraktive egenskaber. Strategien blev startet op i juni 2023 og bygger på mange års erfaring med investering i akademisk veldokumenterede strategier og bæredygtig investering.
Falcon Brighter Future er en artikel 8 fond og har en rating på 4 ud af 5 glober i Morningstars bæredygtighedsunivers.
Sammenligningsindekset (benchmark) er MSCI World ETF (DKK). Sammenligningsindekset medregner geninvesterede udbytter i afkastet og fondsomkostninger.
Falcon Brighter Future investerer i globale selskaber med meget attraktive egenskaber.
Investeringerne fordeles på tværs af en lang række stærke selskaber, som arbejder indenfor mange forskellige sektorer. Ved også at tage hensyn til, at selskaberne skal have forskellige akademisk veldokumenterede og påviste egenskaber, finder vi de bedste steder at investere pengene.

*Modelafkast indtil 31. maj 2023
MARKEDSKOMMENTAR
For danske investorer spillede en styrket amerikansk dollar også en væsentlig rolle i afkastet. I årets sidste tre måneder steg dollaren med 7,6% i forhold til den danske krone. Indeksudviklingen målt i amerikanske dollar var derfor reelt negativ med -0,2% i 4. kvartal. Dollarudviklingen blev drevet af Donald Trumps genvalg og forventninger om en protektionistisk handelspolitik, øget inflation og pres på den amerikanske centralbanks pengepolitik.
Teknologi- og kommunikationsektorerne var, ikke overraskende, de største drivkræfter bag årets gode udvikling. “Magnificent 7”-selskaberne befinder sig her. Blandt disse var NVIDIA en markant vinder med en stigning på næsten 200% i løbet af året. De to sektorer steg med over 40%.
I bunden lå materialesektoren og sundhedsektoren med årsafkast på henholdsvis 0,7% og 8,5%. En svag udvikling ultimo året hæmmede eksempelvis sundhedsektoren. Novo Nordisk var ét af de selskaber, der trak ned.
PORTEFØLJEKOMMENTAR
Nettoafkastet i Falcon Brighter Future var +21,0% i 2024.
Der var mange gode investeringer, der trak op i afkastet, så det endte over 20%. Her kan nævnes Broadcom Inc. (+124,6%), Arista Networks, Inc. (+100,3%), Netflix, Inc. (+95,4%), Deckers Outdoor Corp. (+94,5%) og Barclays PLC (+91,2%). Disse selskaber har været længe i porteføljen.
Relativt til verdensindekset trak undervægtningen i nogle af de indekstunge selskaber den anden vej. Alene en 0% eksponering i Meta (+77,2%) grundet ESG samt mindre undervægtninger i Amazon.com, Inc. (+54,1%), NVIDIA Corp. (+189,5%), Apple Inc. (+39,5%) og JPMorgan Chase & Co. (+53,4%) reducerede afkastet med 2,4%-point relativt til sammenligningsindekset.
HØJESTE BIDRAG
I 2024 fortsatte teknologi- og kommunikationssektoren med at være blandt de største drivkrafter bag væksten på aktiemarkedet. Fremskridt inden for kunstig intelligens (AI) og cloud-teknologier spillede en central rolle og skabte betydelig værdi for førende virksomheder som NVIDIA, Microsoft og Alphabet. Disse selskaber vægter mest i porteføljen og endte derfor med at være de største positive bidragsydere.
NVIDIA oplevede en ekstraordinær vækst i 2024 med en kursstigning på næsten 200%. Selskabet profiterede af den eksplosive efterspørgsel efter grafiske processorer (GPU’er), der er essentielle for AI-modeller og datacentre. Året var også kendetegnet ved rekordhøje indtægter, og NVIDIA lancerede flere nye produkter, der yderligere styrkede deres markedsposition inden for både AI og gaming.
Apple steg med næsten 40% og nåede en omsætning på 94,9 mia. USD i fjerde kvartal, drevet af stærkt iPhone-salg og en vækst på 11,9% i servicesegmentet. Lanceringen af iPhone 16 og integrationen af nye AI-funktioner styrkede deres position. Året startede ellers ud med kursfald og underperformance.
Alphabet afsluttede året med en aktiestigning på næsten 45%, drevet af væksten i deres cloud-forretning og øgede reklameindtægter. Alphabet har investeret massivt i udviklingen af AI-løsninger, herunder nye værktøjer til automatisering og databehandling. Google Cloud har opnået væsentlig vækst som en stærk konkurrent til AWS og Microsoft Azure, mens diversificeringen af indtægtskilder har reduceret afhængigheden af annoncering fra Googles søgemaskine.
LAVESTE BIDRAG
De negative bidrag var meget begrænsede i 2024, og tabene på de investeringer, der ikke fungerede, forblev små.
Intel var i porteføljen i 5 måneder i 2024, hvorefter den blev afhændet. Selskabet oplevede betydelige udfordringer i 2024 på grund af faldende omsætning og intens konkurrence fra AMD og NVIDIA, hvilket påvirkede selskabets aktiekurs negativt. Qualcomm pressede yderligere Intels position i datacenterchip-markedet. CEO Pat Gelsinger annoncerede sin pensionering i december, hvilket skabte spekulationer om strategiske ændringer, herunder en mulig opsplitning af virksomheden.
Farmaceutvirksomheden Grifols, S.A. (-49,1%) kæmpede i 2024 med en høj gæld trods aktivsalg og obligationsudstedelser. Diagnostikdivisionen oplevede faldende omsætning, især i Kina, hvilket påvirkede væksten negativt. Kritik fra investorer om manglende gennemsigtighed har skadet tilliden, og selskabet har fortsat en lav kreditvurdering. Selskabet var i porteføljen i årets første 4 måneder.
Micron Technology-aktien faldt markant i juni og december 2024, og selskabets kurs udviklede sig dårligt gennem året. Aktien indgik i porteføljen i 7 måneder af 2024. Udviklingen skyldtes skuffede forventninger til regnskabets andet kvartal, hvor selskabets forventninger til omsætningen lå lavere end analytikernes forventninger. Faldet blev yderligere forstærket af en svagere PC-udskiftningscyklus samt aftagende efterspørgsel i bil- og industrisektorerne. Bekymringer om et potentielt overudbud af højhastighedshukommelse og faldende gennemsnitlige salgspriser pressede også aktien.
PORTEFØLJEÆNDRINGER
I forhold til verdensindekset startede porteføljen med at være undervægtet nordamerikanske aktier med næsten 20%-point. I løbet af året har strategien søgt mere og mere mod dette marked, så undervægten ultimo året var 6%-point. Europæiske aktier og japanske aktier har tilsvarende været overvægtede med 9%-point og 11%-point primo året. Denne overvægt er reduceret til 4%-point og 2%-point ultimo året.
5 største STIGNINGER
Aktie | Vægt* | Stigning** |
---|---|---|
NVIDIA Corporation | 4,2% | +189,5% |
Broadcom Inc. | 1,0% | +124,6% |
Arista Networks, Inc. | 0,4% | +100,3% |
Netflix, Inc. | 0,7% | +95,4% |
Deckers Outdoor Corporation | 0,3% | +94,5% |
* Angiver vægten ultimo måneden.
** Stigning/Fald angiver kursudviklingen i DKK inkl. udbytter.
5 største FALD
Aktie | Vægt* | Fald** |
---|---|---|
Grifols, S.A. Class A | 0,0% | -41,0% |
Intel Corporation | 0,0% | -37,1% |
Fortescue Ltd | 0,0% | -33,8% |
First Solar Inc. | 0,1% | -32,0% |
STMicroelectronics NV | 0,0% | -32,0% |
* Angiver vægten ultimo måneden.
** Stigning/Fald angiver kursudviklingen i DKK inkl. udbytter.
sektorallokering
Sektor | Vægt* |
---|---|
Teknologi | 25,4% |
Finans | 21,6% |
Industri | 10,3% |
Sundhed | 10,3% |
Forbrugsgoder | 9,8% |
Kommunikation | 7,5% |
Konsumentvarer | 4,9% |
Øvrige | 10,1% |
* Angiver vægten ultimo måneden.
Landeallokering
Land | Vægt* |
---|---|
USA | 65,2% |
Japan | 7,4% |
Canada | 4,8% |
Storbritannien | 3,5% |
Schweiz | 3,3% |
Tyskland | 3,0% |
Italien | 2,3% |
Øvrige | 10,6% |
* Angiver vægten ultimo måneden.
10 største positioner
Aktie | Sektor | Land | Vægt |
---|---|---|---|
Apple Inc. | Teknologi | USA | 4,7% |
NVIDIA Corporation | Teknologi | USA | 4,2% |
Microsoft Corporation | Teknologi | USA | 4,0% |
Amazon.com | Forbrugsgoder | USA | 2,8% |
Alphabet Inc. Class C | Kommunikation | USA | 2,3% |
Broadcom Inc. | Teknologi | USA | 1,0% |
JPMorgan Chase & Co. | Finans | USA | 0,9% |
UnitedHealth Group | Sundhed | USA | 0,8% |
Costco Wholesale Corp. | Konsumentvarer | USA | 0,8% |
Walmart Inc. | Konsumentvarer | USA | 0,8% |
*Swipe til siden for at se hele tabellen
Fonden anvender en aktiv investeringsstrategi, hvilket indebærer, at afkastet kan afvige væsentligt fra markedet – i begge retninger.
Nærværende rapport er alene udarbejdet til brug for orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe, beholde eller sælge værdipapirer omtalt i rapporteringen eller investeringsbeviser i Investeringsforeningen Falcon Invest. Rapporteringen kan ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af finansiel, juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Investeringsforeningen Falcon Invest og Falcon Fondsmæglerselskab A/S kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af dispositioner – eller mangel på samme – foretaget på baggrund af oplysningerne i denne rapportering. Historiske afkast er ikke en garanti for fremtidige afkast og investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges. Der tages forbehold for eventuelle fejl.